Følgesygdomme ved Type 2 diabetes er noget de fleste diabetikere frygter. Med god grund. For følgerne af et for højt blodsukker er mange og alvorlige.
Nye tal viser, at stadig flere og flere danskere har diabetes. Det skyldes dels vores livsstil, men heldigvis skyldes en del af denne stigning også, at vi er blevet bedre til at behandle sygdommen. Det gør at flere derfor lever længere med sygdommen. Læs artiklen på TV2 Nyhederne.
Medicinsk behandling udsætter risikoen for følgesygdomme, hvilket er rigtig godt – men medicinen helbreder ikke diabetes.
Derudover oplever jeg RIGTIG mange diabetikere, der fortæller om slemme bivirkninger og årelange forsøg på at finde frem til medicin, de kan tåle.
Vi er altså blevet bedre til at behandle, men jeg mener, at vi kan og skal gøre det endnu bedre.
I dette blogindlæg gennemgår jeg de mest almindelige følgesygdomme ved diabetes, så du forstår hvad der sker i kroppen, og hvad du kan gøre for at undgå diabetes komplikationer.
Per på 60 år, der har spist sig til et lavere blodsukker siger: ”Jeg har fået det bedre mentalt. Det har hjulpet på humøret, at tankerne om følgesygdomme er væk. Mit langtidsblodsukker er faldet fra 68 til 36, og jeg er blevet helt fri for diabetesmedicin.”
Den værste følgesygdom ved diabetes – hjertekarsygdom
De første symptomer på diabetes opstår, fordi der er et for højt indhold af sukker i blodet. Hvis det høje blodsukker ikke kommer under kontrol, kan diabetessymptomerne udvikle sig til alvorlige følgesygdomme.
Følgesygdommene ved sukkersyge opstår, fordi nerver og blodårer bliver beskadigede og betændte af sukkeret i blodet. Jo værre din diabetes er dvs. jo højere dit blodsukker er, og jo længere tid du har haft det, jo værre følgesygdomme risikerer du at udvikle.
Især en følgesygdom er meget alvorlig, fordi den tager livet af 75 % af alle diabetikere ofte uden varsel:
Hjertekarsygdom.
Hjertekarsystemet tager skade, fordi sukkermolekylerne er forholdsvis store. De laver bl.a. små skader på karvæggen i blodårerne. De små skader aktiverer immunforsvaret og skaber betændelse, fordi kroppen forsøger at reparere skaderne, men er der mange skader, resulterer det i en øget risiko for åreforkalkning og hjertekarsygdom.
Den højere risiko for at dø af hjertekarsygdom skyldes dog ikke kun, at blodårerne bliver beskadigede af det høje blodsukker.
Det er altså ikke nok bare at få blodsukkeret ned med medicin – det sænker risikoen, men den er stadig forhøjet.
Insulin virker ikke ordentligt, og det kan give forstyrrelser i fedtstofskiftet og blodets evne til at størkne, samt et højere blodtryk, der tilsammen skubber på udviklingen af åreforkalkning.
Den øgede risiko for at dø af hjerteanfald kan også skyldes nervebetændelse i hjertet, der gør hjertet ustabilt og nedsætter følesansen ved hjertet, så det er sværere at mærke de klassiske symptomer som for eksempel trykken for brystet.
Følgesygdomme ved diabetes 2 kan ramme overalt i kroppen
Skaderne og betændelsen på blodkarsystemet kan også give mange andre problemer overalt i kroppen.
Det går især ud over de små blodkar i øjnene, tæerne samt nyrerne, der i forvejen er på overarbejde for at udskille mest muligt sukker i urinen.
Sukkeret ødelægger de allermindste blodårer, hvor der ikke er plads til de store sukkermolekyler. De ødelagte blodkar betyder, at der ikke kommer blod ud til de små nerveender, der så kommer til at mangle ilt og næring. Med tiden vil dette give flere og flere problemer, for når der kommer mere og mere sukker, kan kroppen ikke følge med og reparere de skader, sukkeret foretager.
Passer man ikke sin diabetes kan det medføre:
- Blindhed
- Dialyse
- Amputation af tæer, fødder og ben
Andre diabetes komplikationer
Udover de mere velkendte følgesygdomme kan diabetes også føre til andre følgeskader, blandt andet oplever mange at blive deprimeret eller stresset. Og det er ikke kun, fordi det er svært at leve med en alvorlig sygdom. Hjernen bliver påvirket direkte af det svingende blodsukker, og undersøgelser viser, at diabetes mere end fordobler risikoen for demens som følge af blodpropper i hjernen og for at udvikle Alzheimers. Nogle forskere mener, at Alzheimers har mange paralleller til diabetes og kalder Alzheimers for Type 3 diabetes.
Mindre alvorligt, men ikke desto mindre indgribende i hverdagslivet, er seksuelle problemer, søvnapnø og dårlig søvn samt paradentose og tandkødsbetændelse.
Heldigvis er der grund til optimisme for den bedre behandling og de regelmæssige kontroller, du bliver tilbudt i Danmark, betyder, at diabetikere levere længere og får færre senkomplikationer ved diabetes end tidligere. Men det er altså stadig en alvorlig sygdom, og det er vigtigt at tage behandlingen seriøst. Især fordi folk bliver ramt tidligere og tidligere, så de skal leve længere med sygdommen.
Spis dig fri for følgesygdomme (og frygt)
Der findes selvfølgelig ingen garantier for at alle følgesygdomme kan undgås, ligegyldigt hvor stor en indsats man gør. Men du kan reducere din risiko væsentligt – og vigtigst af alt, så mærker mange væsentlig forskel i hverdagen.
Diabetikere der følger mine anbefalinger har bl.a. oplevet:
- Bedre søvn og mindre træthed
- At kunne læse bøger igen
- Bedre humør og større livslyst
- Vægttab
- Sår der heler hurtigere
- Færre gener og smerter fra neuropati (nervebetændelse)
- Mindre frygt for følgesygdomme
- Mere energi
- At slippe fri af dårlig samvittighed
De har alle sammen skåret ned for sukker og kulhydrater i deres mad og oplevet en kæmpe forskel for deres blodsukker, helbred og hverdag. De fleste kulhydrater bliver nemlig omdannet til sukker i tarmen, bliver overført til blodet og får blodsukkeret til at stige.
Vil du også skære ned for sukker og kulhydrater, anbefaler jeg, at du i stedet spiser dig mæt i god, nærende og velsmagende mad med masser af grøntsager, kød, fisk, ost og smagfuldt, naturligt fedt.
Følgesygdomme ved diabetes 2 kan heldigvis udskydes og forebygges med diabetesmedicin. Men diabetesmedicin løser ikke årsagen til problemerne i kroppen og giver ofte bivirkninger. Vil du have det bedre her og nu – og mindske risikoen for følgesygdomme i fremtiden endnu mere – så lær meget mere om, hvordan du spiser godt uden sukker og for mange kulhydrater.
Lær meget mere om Type 2 diabetes og hvordan du spiser dig fri i min bog ”Spis dig fri for Type 2 diabetes”.
Køb bogen her – Gratis fragt lige til døren og mulighed for signering >>
Om forfatteren
Jane Kudsk er uddannet kandidat i fødevarevidenskab med speciale i human ernæring på den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole i 2004. Hun er desuden certificeret Madmentor og har en lang række efteruddannelseskurser bl.a. i den motiverende samtale, spiseforstyrrelser, samt Type 2 diabetes og behandling.
Jane Kudsk er grundlægger af Spis dig fri i 2016, hvor mennesker med type 2 diabetes kan få kvalificeret og på samme tid jordnær ernæringsvejledning.
Jane har hjulpet hundredvis af danskere med at spise sig til et lavere blodsukker, mindre medicin og mere energi til livet.
Du er altid velkommen til at kontakte Jane på jane@triba.dk.