TELEFON 53 26 77 22

Mange diabetikere mangler D-vitamin, og flere studier har vist, at D-vitaminmangel kan øge risikoen for diabetes.

Derfor giver det god mening at lære dette livsvigtige vitamin bedre at kende.

D-vitamin er et fedtopløseligt vitamin, der påvirker alle celler i din krop. D-vitamin hjælper bl.a. med at holde dine knogler, led og tænder stærke. Men D-vitamin spiller også en vigtig rolle for immunforsvaret og påvirker derfor mange forskellige sygdomme inklusiv diabetes.

 

D-vitamin dannes i huden

 

Du danner D-vitamin i huden, når den rammes af solens UVB-stråler.

Faktisk er bare 15-20 minutters sol dagligt på ansigt og arme nok til at dække kroppens behov for D-vitamin

Men kun om sommeren.

Fra oktober til marts står solen ikke højt nok på himlen i Danmark til, at din krop kan danne D-vitamin. Derfor er der mange danskere –  inklusiv rigtig mange diabetikere – som mangler D-vitamin.

Men der er flere grunde til, at det kan være svært at få D-vitamin nok.

For det første sker det jo sjældent, at solen skinner fra en skyfri himmel hele sommeren. Sådan var det i hvert fald ikke her i 2017. Det kan også være, at du mest er indendørs på arbejdet, eller at din er hud dækket af tøj eller solcreme.

Er du oppe i alderen, er du i særlig risiko for D-vitamin mangel, fordi hudens evne til at danne D-vitamin falder med alderen. Den er også naturligt lavere, hvis du har mørk hud.

D-vitamin findes godt nok også i fødevarer såsom fed fisk og andre animalske produkter som æg, kød og mejeriprodukter – og især fra dyr, der selv har været ude i solen. Men maden er ikke en stor kilde til D-vitamin, og det er meget svært at spise sig til nok D-vitamin.

 

D-vitamin og diabetes

 

Diabetikere har et 10-20% lavere niveau af D-vitamin end ikke-diabetikere, men hvorfor ved vi ikke helt endnu.

Insulin er det hormon, som regulerer blodsukkeret, og er centralt i forhold til diabetes. Flere studier tyder på, at D-vitamin kan få insulin til at virke bedre i kroppen og dermed sænke blodsukkeret. Det kan på den måde mindske risikoen for insulinresistens. Nogle forskere mener også at D-vitamin er med til at regulere produktionen af insulin i bugspytkirtlen.

Ud over at hjælpe med at regulere blodsukkeret, kan et bedre D-vitaminniveau også mindske risikoen for overvægt, give bedre mæthed og mindske fedtet på maven og omkring organerne, som er koblet til bl.a. diabetes 2.

Derfor kan det ikke udelukkes, at tilskud af D-vitamin kan være med til både at forebygge og reducere Type 2 diabetes. Og det kan være relevant at overveje D-vitamin, som en del af din diabetesbehandling.

 

Symptomer på D-vitaminmangel

 

Tegn på D-vitaminmangel kan spænde lige fra muskelsvaghed, muskelsmerter og kramper til træthed og depression og et dårligt immunforsvar. På længere sigt kan D-vitaminmangel føre til sygdomme som knogleskørhed, overvægt, forhøjet blodtryk, kronisk træthed, Alzheimers og Type 2 diabetes.

For at forebygge eller behandle mangel på D-vitamin kan du tage et dagligt tilskud af D-vitamin. Det er især vigtigt om vinteren. Jeg anbefaler altid, at du vender det med din læge eller en anden fagperson, inden du begynder at tage kosttilskud eller ændre dine kostvaner.

 

Måling af D-vitamin

 

Din læge kan måle din D-vitamin status ved at måle på 25(OH)D i blodet. Men lægen ikke forpligtet til at måle det, selvom du beder om det. Fordi Sundhedsstyrelsen vurderer, at der ikke findes nok dokumentation for D-vitamintilskud kan bedre diabetes.

Får du alligevel målt dit D-vitamin i blodet, vil det naturligt variere med årstiden og være højest i sensommeren og lavest i vinterhalvåret.

Inden for normalområdet af D-vitamin, skal 25(OH)D ligge på 50-140 nmol/l. Er den under 20-25 nmol/l har du decideret D-vitaminmangel.

Men der er ikke enighed om, hvad der præcis er det ideelle niveau af D-vitamin. Studier tyder på, at kan du komme op på 60-80 nmol/l, kan det hjælpe dig med at holde blodsukkeret under kontrol, hvilket er vigtigt for mennesker med diabetes.

 

Hvilket kosttilskud med D-vitamin skal jeg vælge?

 

Der findes to former for D-vitamin: D2-vitamin (ergocalciferol) og D3-vitamin (cholecalciferol).

Jeg anbefaler, at du altid vælger D3-vitamin, da det er mere end 3 gange så effektivt som D2-vitamin. D2-vitamin er syntetisk, hvorimod naturligt D3-vitamin er det samme som det, kroppen selv danner i huden.

Da D-vitamin er et fedtopløseligt vitamin, skal du spise det sammen med noget fedt, for at det bliver optaget i kroppen. Derfor er det en fordel at vælge en kapsel, der indeholder fx olivenolie, frem for en tablet.

Mange multivitaminpiller indeholder en daglig dosis på 5-10 µg. Men du kan også købe et separat D-vitamintilskud med en højere dosis på 20 µg, 38 µg eller helt op til 80 µg.

 

De fleste danskere har for lavt D-vitamin især om vinteren og foråret. Men diabetikere ligger gennemsnitlig endnu lavere. Som diabetiker eller prædiabetiker kan det derfor være en god idé at overveje, om du skal tage et tilskud af D-vitamin – især om vinteren.

 

Vil du vide endnu mere om mad og diabetes, er du velkommen til at tilmelde dig mit nyhedsbrev i boksen herunder. Det er helt gratis.

 

9 trin til at spise dig fri for Type 2 diabetes

Få guiden "9 Trin til at spise dig fri for Type 2 diabetes" og tilmeld dig nyhedsbrevet

I nyhedsbrevet sender jeg dig viden og inspiration om diabetes, mad og sundhed samt tilbud på mine ydelser. 

TAK for din tilmelding til nyhedsbrevet fra Spis dig fri... du er der næsten. Tjek din mail for at bekræfte tilmeldingen.